onsdag den 17. august 2016

Hvorfor man altid skal handle i Silvan

BAHCO - markedets bedste nedstryger

Når man er blevet husejer i en høj alder, er der mange ting man ikke ved. Mange ting. Rigtig, rigtig mange ting!

Da vi flyttede ind i dette gamle, skønne hus for to år siden, skortede det da heller ikke på kærlige advarsler fra nær og fjern - fra "er I nu klar over hvad I kaster jer ud i" til den mere direkte "lad være!! I kan ikke finde ud af det!"

Indrømmet: Vi er ikke de mest praktiske mennesker på jorden. Nogen vil sige at vi er lidt på månen.

Fx er det jo lidt flovt at man opbragt har ringet efter et VVS-firma, fordi vandet udenfor ikke virker, kun for at blive åbenbaret for den lille, nærmest usynlige, blå hane, der sidder inde i et skab i bryggerset og som man skal dreje MED URET, som den meget, meget venlige VVS-mand forklarede med rolig og uendelig tålmodig stemme.
Og abrakadabra - der kom vand ud af hanen udenfor!

Det blev lige 1200 kr.

Ok, han skiftede også en termostat på en radiator, der pludselig ikke kunne lukkes, men han var her i 10 min, noget af en timeløn.
Vi betalte alligevel med glæde, fordi han var så flink og fordi man skal lære af sine fejl. Dette var en unik lektion i at man altid, altid skal tjekke sine skabe for små, mærkelige ting, inden man ringer efter VVS!

I w.e. manglede vi så en nedstryger til at save en rullegardinstang til. Og jeg frekventerede den lokale Silvan, som jeg ofte gør.

Jeg fandt en hel sektion med nedstrygere i alle afskygninger og mærker og stod og læste på mærker og priser, mens jeg overvejede...
I løbet af et splitsekund stod der en kompetent sælger ved min side.
Jeg fremførte mit ærinde og ville gerne give indtryk af, at jeg faktisk har lidt forstand på værktøj, så derfor sagde jeg at jeg gerne ville have en Bosch.
Det viser sig så at Bosch kun laver elektrisk værktøj som boremaskiner, skruemaskiner osv...(nå ok..)

Men hvad så med den Black & Decker dér, sagde jeg selvsikkert og pegede på en orange sag, som så ikke var i nærheden af at være en Black & Decker, da de slet ikke laver nedstrygere.

Den kloge, kompetente sælger sagde nu: Skal du have en almindelig nedstryger eller skal du have lækkerier?
Det er ualmindeligt godt opfanget af ham og fremført så tilpas respektfuldt og samtidig med en beredvillighed til at hjælpe kunden, som øjensynligt er lidt på månen, men hun vil gerne lære og hun er ikke en klamphugger!

Jeg skulle selvfølgelig have lækkerier, for det var helt rigtigt opfattet af den kompetente sælger - vi er lidt på månen, men vi er ikke klamphuggere!
For hvis man gerne vil lære at blive en habil husejer og amatør-håndværker, så må man som minimum have værktøjet i orden!

Da jeg gik derfra med min Bahco nedstryger var jeg så ualmindeligt glad!

Jeg mærkede suset fra Homo Sapiens udvikling gennem æoner - fra den første primat, der lærte sig selv at bruge en knogle som redskab, til den vægtløse kuglepen der drejer rundt i et rumskib - også kaldet århundredets filmklip fra den berømte "Rumrejse 2001".

Dem vi er! Homo Sapiens!

Der kan lære nye ting og udvikle os, uanset hvor ubehjælpelige vi er og har været engang og uanset hvor tumbede vi er idag - vi har fyldt oceanerne med plastik, vi har lavet hul i ozonlaget - ja!
Det har vi, men vi er også igang med at finde nye veje, bæredygtighed, at rense oceanerne, Freon i sprayflasker blev forbudt og det har virket - ozonlaget heler!

Vi har lavet så mange ulykker, at det er helt håbløst at nævne bare de nuværende, men vi er her endnu og der ér også mange gode kræfter i os og vi prøver i det mindste at blive klogere og bedre!

Skal man tro populærforfatteren Jean Auel, der har skrevet serien "Jordens børn", så uddøde Neanderthalerne, fordi de ikke kunne tænke nye tanker, de kunne ikke tænke fremad og skabe noget nyt.
De blev ved med at overlevere gamle færdigheder og erindringer, de gik i stå på et bestemt udviklingsniveau og blev der.
De tilpassede sig, men opfandt og lærte ikke mere noget nyt. Og uddøde.

Mens Homo Sapiens blev ved med at komme op med noget nyt, prøve nye ting af, lære nyt, kaste sig ud, gå nye veje, lære af vores - ofte dyrekøbte - erfaringer. Som vi stadig gør.

Nu er hun en forfatter af fiktion, men hun har forsket en del, for at skrive sine bøger og det kunne jo godt være sandt at det var sådan.

Og det er derfor, med hele vores æonlange udvikling i ryggen at jeg nu tør stå mentalt op på et højt bjerg med min Bahco nedstryger i hånden og deklamere for jer alle: Vi kan godt! Vi kan lære nyt! Vi har været konkret på månen! Kast jer ud i nye ting! Gå nye veje! Tro på jer selv! Vi skal sgu nok redde planeten og alt levende, for vi er dem vi er, Homo Sapiens!

Når bare vi husker at handle i Silvan!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar