We wanna be free

Forleden læste jeg et meget intellektuelt indslag om frihed i Information. Jeg kan virkelig ikke gengive det, dertil rækker min IQ ikke, men essensen var, at frihed har brug for rammer, grænser og stort set ikke bare bør findes i sin "frie form".
Budskabet var (tror jeg nok!) at frihed ikke er noget at stræbe så meget efter, det leder os bare i fordærv, ulykke og tomhed.

Hvilken nedtur af et statement!

Det tror jeg så simpelthen ikke på!

Det er da rigtigt at vi er forpligtede på vores medmennesker, arbejde, at fodre kattene og huslejen skal jo også betales og der er myrer i køkkenet og vi kan ikke blive fri for alt det og ønsker det ikke (med myrer som mulig undtagelse) men frihed er en indre tilstand, et grundvilkår i det menneskelige sind, som driver os afsted - fra bådflygtninge i Middelhavet til mig bag dette tastatur, der godt kunne tænke mig at blive fri for statens indblanden i min morgenmad.

Og prøv lige at sige noget sådant som at frihed egentlig ikke er noget at samle på, til de mange desperate mennesker, der jævnligt forsøger at flygte i overlæssede plimsollere over Middelhavet!
En ubærlig katastrofe har netop ramt så ufatteligt mange af dem, men det er nok ikke frihedens skyld, jeg gætter snarere på det modsatte!

Mennesket er født frit og ukrænkeligt og inden dette lille indlæg udvikler sig til en søndagsprædiken eller den amerikanske forfatning, for det har vi jo allerede folk til, så vil jeg dvæle ved mit eget lille liv i et lille frit land.

I hvert fald definerer vi vores land som frit og det er det jo uomtvisteligt, i sammenligning med rigtig mange andre lande, faktisk de fleste.

Men hvorfor er det så at vi i de senere år er blevet påduttet et bundløst behov for kontrol, indblanden og reglementer og leveregler, på arbejdspladser og i fritiden, et bureaukratisk tyranni af  dokumentation, Borger"service", som man kan bruge ufattelig meget spildtid på og som hægter en hel generation af,  kost-fundamentalisme, som er en jungle af regler for hvad du må spise og ikke spise og hvor meget du skal motionere og hvad dit BMI skal være, hvis du skal gøre dig håb om at blive et godt menneske, og hvorfor skal man oplyse sine kost-, ryge-,alkohol- og motionsvaner til sundhedsvæsenet, hvis man skal have fjernet en knyst?
Hvorfor må Skat pludselig gå ind i min have, uden en dommerkendelse, hvis de har en mistanke om at noget lyssky foregår her?
Det næste bliver vel at sundhedsambassadører må lure ind af mit vindue, for at se om jeg kunne finde på at tænde en smøg! Eller om jeg stør sukker på mine havregryn! Til mit eget bedste selvfølgelig..

Hvor blev den almindelige, fredelige, frie oplysning og det frie valg af livsstil lige af...

Budskabet synes at være, at der er ikke noget der må være sjovt mere og dydens smalle sti bliver smallere og smallere.
Spis dine rå rosenkål, løb en tur og arbejd som en hest, for det må man sjovt nok godt og stress er ikke noget der skal løses ved at sænke tempoet og standse presset udefra, det skal løses hos en mindfulness-instruktør.

Jeg tror stadigvæk at Homo Sapiens er en fri fugl inderst inde og at der er lang vej for os alle, før vi udfolder vores sande potentiale, uanset det utrættelige behov udefra, for at kontrollere os alle.
Om vi risikerer livet ved at sejle over Middelhavet, eller om vi sidder her og brokker os en torsdag i april i et lille, hyggeligt land, hvor jeg trods alt endnu ikke har spottet en skatteinspektør i haven.
Friheden lever og fri os lige fra bedemænd og fedtspillere og Borger"service".

                                          Har dette væsen brug for Borgerservice?

Kære Skattevæsen...

Jeg skriver til dig, fordi jeg nu ikke ser anden udvej, end at afbryde vores forhold.

Alt for længe har jeg følt at det var en envejskommunikation mellem dig og mig, hvor jeg forgæves har ringet og skrevet til dig og det eneste du har givet mig, er undvigende og uforståelige svar, om noget overhovedet.

For det meste har du ikke været at træffe på tlf, i dag var ingen undtagelse, din tlf.svarer sagde at du ikke kunne tale med mig nu, men at jeg kunne prøve senere, eller sende en mail.
Jeg har prøvet begge dele, uden held.
Når jeg vil maile dig, skriver du at det er bedre at ringe. Men du har jo ikke tid og lyst til at tale med mig, hverken nu eller senere. Og det er for længst blevet "senere", men du er der ikke, besvarer ikke mit opkald.

Din fætter, Borgerservice, som skal vise mig videre til dig, er nu heller ikke for imødekommende.

Borger"service".

Er det mon et udtryk for Newspeak, at I har så søde navne? "Skat" og Borger"service"?

Men ved du hvad Honey, jeg synes faktisk ikke I er særlig søde nogen af jer, i hvert fald ikke overfor mig.

Jeg har virkelig arbejdet med mig selv for at blive værdig til din opmærksomhed - besøgt din hjemmeside, brugt NemID, læst vejledninger, ventet på tlf.linier, men lige lidt hjælper det.

Og det eneste jeg har brug for, er at registrere at jeg har arbejdet en w.e. i Norge!

Det skal din norske bror også vide og derfor skal jeg også lave udvidet norsk selvangivelse.

Jeg kan oplyse dig om, hvis du ikke ved det i forvejen, at din bror ikke er nogen skat, ligesom du heller ikke er...

Hvis jeg skal udfylde selvangivelsen i Norge, skal jeg have et norsk NemID, kaldet MinID.
For at kunne få dette, skal jeg have et norsk personnr på 11 cifre. Jeg har et norsk personnr, men det er kun på 6 cifre!
Hvad skal jeg gøre? Uanset hvilket tal jeg prøver at smide på de 6 cifre, er der ingen perleport der åbner sig for mig i Norge heller..

Jeg kan kun konkludere at vi er så væsensforskellige, at ingen udvej er mulig for os, og at jeg måske er fra en anden planet, siden alle norske personnr er på 11 cifre og mit kun er på 6 og siden ingen af jer vil kommunikere med mig.

Jeg ser derfor ikke andre muligheder end at afbryde vores forhold, nu mens jeg stadig har en rest af min stolthed tilbage.

So long, Honey!

Bente (hende, der ikke engang har et normalt norsk personnr..)

                                                      Et stormfuldt forhold er nu slut

At være husejer

"Der er altid noget, når man har hus" lyder en malmfuld stemme i mit indre - et ekko fra de mange husejere og tidligere husejere jeg kender, som er opfyldt af en indre nødvendighed af at udgyde denne visdom over mit forvirrede, upraktiske hovede.
Det er åbenbart sket tit nok til, at jeg har internaliseret sætningen, som nu kører som et helligt mantra i mit indre, imens jeg betragter vores flittige naboer, der allerede er i haven og vi er kun midt i marts.


Dvs jeg kan kun se dem, når jeg rejser mig fra chaiselongen, hvor jeg sidder solidt plantet med min bog, som er afsindigt spændende.

Altså jeg troede at det stod i Den Store Husbog, at man først skal i haven i april??

Desværre bærer mantraet i min indre udgave, en klang af mørk skæbne, noget truende, jeg kan næsten forestille mig at det er noget sådant der har huseret ( ja se bare," huseret"!!) i Beethovens hovede, da han skrev skæbnesymfonien.

Der er altid noget, når man har hus...Og som første-års-husejere, er der ufatteligt meget vi ikke ved.

Som nu garagetaget. Vi iagttog - uden at gøre det mindste ved det i øvrigt - hvordan der kom mere og mere vand til stede. Efterhånden så meget, at der var bølgegang i blæsevejr.
Over tid udviklede der sig et rigt fugleliv, der alle tog bad deroppe og man kan sidde og følge det hele fra chaiselongen, hvilket vi nød, men naturligvis med en nagende fornemmelse af at garagetage nok ikke er beregnede til at være fugle-pools.

Hvorefter vi besluttede at det er sgu da en småborgerlig tanke og er det kommet så vidt med os, at vi lader os diktere af, hvad andre mener om garagetages funktion?
Og var det ikke også synd for fuglene, hvis de ikke mere kunne bade på taget?

Men vi var alligevel bekymrede for om taget i længden kunne holde til alt det vand, det måtte væk og fuglene skal jo nok klare sig, blev vi enige om, så efter en omfattende analyse, kom vi frem til at det måtte være nedløbsrøret der var stoppet.

Min mand kravlede således op på en stige og erfarede, at der i sådan et nedløbsrør sidder en lille, smart si - denne si var stoppet, han tog den op hvorefter en tsunami brusede gennem røret og tørlagde fugle-poolen.

Jeg så det hele fra chaiselongen.

Men der er jo altid noget, når man har hus.

Ligenu ved jeg så ikke hvad, jeg synes egentlig at det går meget godt, huset er dejligt, pejsen virker, vi har masser af brænde, haven har små knopper overalt, kattene har forårskuller.

What´s not to like?

Jeg har besluttet mig for at jeg ikke vil være så bange for det. At jeg vil forsøge at give mit indre mantra en mere positiv klang. Mere Vivaldi, mindre Skæbnesymfoni. Der er jo så mange skønne ting ved det, fx at stable brænde.

Forgæves har vi forsøgt at udregne en måde, hvorpå man kunne gøre det mere smart, end at stable et helt brændetårn, bræt for bræt på terrassen, men der er ingen måde. Der er kun det lange, seje bræt-træk og imens kan man nyde duften af det friske træ.
Og mens man gør det, kan man fx give sin indre "der er altid noget når man har hus", en hyggelig, lille melodi.

Og udtænke en plan, hvorpå man kan få storskrald til at afhente det store, tomme skrummel af et brændetårn - det gør de nemlig ikke, vi HAR prøvet, men nænej, en rigtig husejer skal nemlig SELV hugge tårnet op i mindre stykker - også selvom man ringer til storskrald og siger at man har et handicap, fx ingen arme, der er ingen nåde - hug dit brændetårn op eller lev med det for evigt i indkørslen!
Det står formentlig på side 1. i Den Store Husbog. Og er sådan noget der er opfundet, for at skille fårene fra bukkene.

Der er altid noget, når man har hus. I dag vil jeg øve mig i at give den sætning en Vivaldi-agtig forårslyd.

Det kan man gøre fra chaiselongen. Jeg går straks i gang!

 

Fugle-pool? Hvor?