onsdag den 6. november 2013

Ned med den fysiske verden

Koldhævet betyder ikke at man kan være kold overfor det med hævning
Jeg er simpelthen pænt træt af den fysiske verden! Igen!

Altid er den der, lige fra man slår øjnene op og til man lukker dem igen.

Hele tiden har den en eller anden lille dims i ærmet, som gør livet helt umuligt, som gør at man svigter sine medmennesker, ikke kan holde simple løfter, ikke er til at regne med!

Jeg tror ikke at det er tilfældigt at det altid er mig, det går ud over, jeg tror det er personligt!

Den fysiske verden ligger og lurer på mig konstant, med det usle formål at få mig til at fremstå som noget af det mest utjekkede...

Dagens anslag fra den fysiske verden, var da jeg havde lovet min hjerteveninde, kloge kone, klippe og ikonmaler-kollega hjemmebagte boller til formiddagskaffen her hos mig.

Allerede igår tjekkede jeg skabet for bolleblanding fra det udmærkede firma, Amo.
Man skal nemlig kende sit niveau og ikke stræbe højere end vingerne kan bære, så ingen grund til at begynde på noget indviklet helt fra bunden.
Amo bolleblanding har jeg dels haft succes med, jeg ved at de færdige boller bliver ret flotte og velsmagende og hvorfor egentlig anstrenge sig unødigt, livet skulle jo nødigt blive en evig anstrengelse og plage.

Jeg brugte morgenen på en let oprydning og dækkede et hyggeligt bord med min igangværende ikon for bordenden, så vi sammen kunne diskutere farver, små korrektioner og ikonens videre udvikling, mens vi nød en varm bolle.
  
Så da tiden nærmer sig, tager jeg jo Amo bolleblanding ud af skabet, finder en skål frem, tænder ovnen OG læser så noget på pakken, der får min hjerne til at stå stille et kort sekund: "Koldhævet".
Altså ja, og?  tænker jeg - jeg kan da godt stille dejen i køleskabet, hvis det er det?
Dejen skal ganske rigtigt i køleskabet. I minimum 6 timer. Min veninde ankommer om godt 1 time.

Nogenlunde samtidigt smser hun om det er ok at hun kommer en time før aftalt? Selvfølgelig er det iorden, svarer jeg med urokkelig ro, altimens jeg kaster en jakke over mig, ræser ud i bilen og kører på to hjul  i LIDL henne på hjørnet.
LIDL, som har fået Bake Off og som derfor ligger inde med frisk brød i alle afskygninger, men ikke med Amo bolleblandinger uden koldhævninger. (Sikkert med vilje!!!)
Som et lyn skyder jeg op til kassen med en pose blandet brød og, bare for at være lidt ordentlig, et lille glas økologisk blåbærmarmelade.
Jeg ræser tilbage og opdager at jeg har glemt at købe servietter og fisker et par gamle nytårs-servietter ud af skabet, som samtidig ser sit snit til at vælte alt sit indhold af duge og dækkeservietter ud på gulvet.

Min kloge veninde gennem næsten 30 år og 20 år ældre end jeg, ankommer med al sin varme og ro, opfatter situationen i ét skarpt blik, klapper mig på kinden og siger til min oprevede ordstrøm om Amo koldhævet: "Jamen Bente, du er jo Fisk"

Det er da nemlig det jeg er! Født i Fiskenes tegn. Og Fisk er pr definition ofte uvenner med den fysiske verden!
Den fysiske verden er simpelthen kronisk på nakken af os!

Men hvad gør det, når man har så skøn en veninde og dertil har Jesus til bords.

Vi fik ordnet både de umiddelbare astrologiske energier og mulige virkninger og ikonens videre udvikling.
Mennesket lever ikke af brød alene!

Heldigvis var Jesus med for bordenden

mandag den 4. november 2013

Vild med Folkedybet

Kære Vild med Dans!

Jeg stemmer på Allan!

Ja faktisk har jeg allerede gjort det i fredags, hele to gange.  Og jeg er ellers sådan én der sjældent ser jeres program, fordi jeg ærlig talt er så træt af at se De Kendte udføre en eller anden lallende aktivitet, under stor mediebevågenhed.

De Kendte danser, De Kendte quizzer, De Kendte bager boller.
For resten, nu jeg har jer, så har jeg et forslag til et nyt program: De Kendte steger flæsk. Hva med det?

Men tilbage til jeres danseprogram. Jeg forstår godt at man kan få lyst til at danse med, at man kan få lyst til at lære at danse af dygtige, professionelle dansere og koreografer, så meget at man melder sig til programmet og dermed udsætter sig for ikke bare dommernes dom, men også for Folkedybets dom.
Der skal et vist mod til, som jeg har al mulig respekt for og jeg har faktisk ingen problemer med både at have respekt for deltagerne og så være megatræt af  De Kendtes endeløse udfoldelser på tv.

I øvrigt kan jeg jo bare slukke og læse en bog, ikke...

Men det gjorde jeg altså ikke i fredags!

Jeg ville, som så mange andre, se fænomenet Allan Simonsen på dansegulvet. Jeg ville se om han virkelig danser så dårligt som I siger han gør, jeg ville se hvad det er der gør, at seernes stemmer sender ham videre i konkurrencen uge for uge, når nu dommerne giver ham bundkarakterer hver gang.

Og ja, ligeså elegant han var på fodboldbanen, ligeså klodset er han på dansegulvet, det er da rigtigt nok.
Men det er altså noget med måden han er klodset på.
Det er bare sådan en charmerende klodsethed! Det er noget med hele hans karisma, den venlighed, glæde og ydmyghed han udstråler.
Han er bare så meget sig selv og kæmper med en sportsmands ildhu med de svære trin, uden tanke for hvordan han mon tager sig ud.
Jeg kan så godt li ham!

Og, kære Vild med Dans, så er der jo lige det at Folkedybet har ikke glemt at han scorede på Wembley! Dengang Danmark ikke rigtig havde et fodboldhold man forventede sig noget af og vi altid tabte alting, dér lyste Allan som en enlig stjerne og formåede ene mand at få os alle til at elske fodbold for en tid!
Ej heller har Folkedybet glemt at han, som den eneste dansker nogensinde, har været "årets fodboldspiller" i Europa.

Og hvad har det så at gøre med dans, vil I selvfølgelig indvende...jamen absolut intet da! Vi kan bare godt li Allan Simonsen! Og derfor stemmer vi på ham, det er lige ud af landevejen, som Allan selv!
Og I skal slet ikke være så kede af det og bekymre jer om at nu bliver konkurrencen og hele konceptet ødelagt, tænk hellere på alle de seere I får og at sådan en som mig fx, der ellers ikke gider se jeres program, pludselig sidder klar på sms-tasterne. ALS 1234!

"Folket og kun folket, er drivkraften i skabelsen af dansehistorien" (Kliché) ok ok...og Formand Mao. Og mig...thihi..