torsdag den 14. februar 2013

Jeg - en kattedame

Katte er nogle af de mest fantastiske skabninger der findes!

De gør hvad der passer dem,  ødelægger ens møbler, fælder på kommando, udser sig den i et evt selskab, der er allergisk eller bare lidt bange for dem, og sætter sig til at nedstirre dem, de ved hvornår man kommer hjem fra arbejde, selvom tidspunktet varierer og trommer en velkomstkomité sammen, de forsøger at myrde alle fugle i miles omkreds og sidder og smasker i vinduet, når de smukke fugle hopper rundt i haven,(og for et par måneder siden havde en af dem lemlæstet en lille fugl, så jeg måtte indfange den og ræse over til min forstående dyrlæge med den! Jeg er sikker på at hun reddede dens liv og at den stadig flyver rundt derude! Hvis andet er sket, vil jeg ikke vide det....iøvrigt tillad mig at anbefale Skejby dyrlægerne og vetrienærsygeplejersker, de er fantastiske, bl.a. overfor "grædende midaldrende dame med gråspurv i tørklæde") de tygger i ens hår når man sover, de ved hvad humør man er i - og har man en dårlig dag eller er syg, kan man være sikker på at én af dem bliver instant healer og kommer og lægger sig ovenpå én!



De 3 vi har, en mor og hendes to sønner, er jeg sikker på har fordelt tjanserne imellem sig: Èn kradser i tapetet og er nået til næste stadium: At udhule væggen.
Èn kommer farende med et kæmpe MIAV, når vækkeuret har ringet og vi ikke straks er stået op.
Èn er "sygemis" - er man syg eller træt eller i dårligt humør og på langs i sofaen, så er hun der straks - "instant healer".
Èn går rundt og råber, hvis der bliver for stille i huset - hvis nogen fx sidder ved pc-en og gerne vil have fred.
Èn lægger konsekvent en pølle ved siden af tissekassen, på det varme badeværelsesgulv, så den kan ligge der og koge og sprede sin duft i hele huset. Sidstnævnte er fx en garant for at man ikke har uventede gæster med hjem!

Jeg elsker mine katte!

Og det er da også årsagen til at jeg engang kidnappede en kat, flere km fra vores hjem, fordi jeg troede det var vores Yin.
Det var en af de meget få gange min skønne, voksne datter, for alvor blev rasende på mig.
Jeg så en kat gå rundt på fortovet tæt på mit arbejde og tænkte straks, jamen det er jo mors lille Yin, der har gået hele vejen ned til mors arbejde og åh Gud, jeg håber hun tog tunellen under den befærdede Grenåvej!
Alt dette tænkte jeg naturligvis i samme sekund, som at jeg kastede mig ned på fortovet over katten og fastholdt den.
Med den ene hånd fik jeg forsigtigt lirket mobilen opad lommen og ringet til min datter, der altid forstår alt og råbt "kom straks, jeg ligger på Tretommervej med Yin".
Hun kom selvfølgelig ræsende i sin lille, røde Toyota uden at spørge om noget, for sådan er hun nemlig, og fik bugseret mor med kat ind i bilen og katten smed hele pelsen i skræk, det føg rundt med hvide kattehår, så vi dårligt kunne se ud af forruden.
Mens vi kørte i rasende fart, undrede jeg mig højlydt over det manglende operationsar på maven af katten, vores Yin var nemlig blevet neutraliseret få uger forinden. Men da katten var øretatoveret som vores Yin (og jeg ikke kunne huske nummeret) ringede jeg fluks til Skejby dyrlægerne. (Og igen: De er fantastiske!!!) For da jeg oprevet sagde i tlf til dem "jeg sidder her med min lille Yin, øretato-nummer xxxx", så sagde vetrienærsygeplejersken med engleblid, langsom stemme: "Ja. Ok. Det er ikke din lille Yin. Det er en helt anden kat."
Og derfor måtte vi straks vende bilen og køre tilbage til hvor jeg fandt den stakkels kat og sætte den af igen. Den fór ind under en hæk til en have og taler nok aldrig med fremmede damer igen.
Min datter var så rasende, at hun satte mig af også og råbte "og du kan GÅ hjem"!!!! hvilket var helt rimeligt!

Jeg er sikker på at alle I katte-elskere derude forstår reaktionen, man reagerer jo instinktivt, når man tror man ser sin kat langt væk hjemmefra.
Og som I også ved, så keder man sig aldrig når man har katte!

Ligenu har jeg fx én der er ved at tage bad i vandskålen, det er blevet et hit her at dyppe både poter og det lange "skæg" de to hanner har, ned i vandskålen og pjaske rundt i vandet og bagefter gå med våde poter op i sofaen.
På den måde sørger katte også for at man aldrig får et Bo Bedre-hjem og hvor er det da heldigt, for hvad skulle man også med det.



                                                               Velkomstkomiteen


 

fredag den 8. februar 2013

Tear down the wall

We don´t need no education
we don´t need no thought control!

Ordene er Pink Floyds, fra dengang vi havde visioner udover speltboller og løbetræning.

Ja, jeg har set filmen igen, godt 30 år efter jeg så den første gang i biografen, hvor vi dengang havde planlagt en aften i byen, startende med filmen alle skulle se. Vi kunne pladen nærmest udenad og forberedte os på en aften med optur og fed musik.
Efter filmen, gik vi istedet ligeså stille og dybt rystede hjem og sad, dybt foruroligede, mest i tavshed og af og til med et lille forsigtigt pip om at muren, The Wall, dog trods alt vælter tilsidst!

Men var det en god ting? Skal man forstå filmen psykologisk og se den som et psykotisk sammenbrud, hvor det havde været bedre at muren blev stående? Måske i en ombygget, lidt pænere, form?
Og hjælper det egentlig noget at gøre muren, The Wall, lavere og pynte den med fredstegn og blomster? Det er stadig en mur!! Men uden indre grænser bliver vi psykotiske, som Pink også bliver.

Eller skal man forstå filmen politisk, hvor det er en nødvendighed at vi vælter muren og styrter tyrannerne både i vores egen lille verden og i den store? Og hvad kommer der så bagefter?
Hovedpersonen Pink er jo ikke ligefrem en positiv rollemodel.
Men Berlinmuren stod endnu, lige hernede, og den skulle da bare væltes i en ruf!
Dilemmaet, for nogen af os der var venstreorienterede, var at vi havde lært at Berlinmuren var nødvendig. Gu var den da ej!! Vi meldte os ud af partiet kort efter!

Nøøjjj siger jeg bare, vi brød vore små amøbe-hjerner og snakkede og tolkede og hørte pladen igen og igen, i håbet om - bl.a. - et lille, bitte tegn på retning, forløsning, noget positivt.

Godt 30 år efter bliver jeg stadig rystet og usikker, når jeg ser filmen.

Er muren egentlig væltet nu? Eller er den bare renoveret? Eller skal man bare holde op med at fokusere på slutningen og på om muren skal vælte eller ej, om det er godt eller dårligt, om det er sort eller hvidt. Ikke tænke så meget i løsninger og lettere barnligt forlange ET SVAR!

Hvorfor vi er landet i speltboller og løbetræning og flere og flere regler og kontroller, kan jeg undre mig over. Har vi simpelthen brug for tyranner, så vi har en mur at spille bold opad? Er vi bange for både livet og døden?

Svuuuuusssjjjj det var dit liv! Havde du det fedt? Næ, men jeg var helvedes sund og hverken Big Brother eller Spelt-Mother kunne udsætte noget på mig!
Nå men det var da godt....eller....

Jeg har ingen konklusion. We don´t need no thought control!