søndag den 8. oktober 2017

Alle har ret til et fedt køkken

Ovenstående moderne visdom har altid slået mig med forundring i al sin demokratiske enkelhed. De endeløse køkkenreklamer tordner åndssvagt ud af mit tv, men jeg har bare aldrig fattet hvad der er så fedt ved køkkener!

Hvidevarer, skabe, borde og stole og samtaler. I køkkenet, forstås. Hvorfor skal man absolut verbalisere i sit køkken? Er det ikke et arbejdsrum, et opbevaringsrum til madvarer?

Jeg kan ikke fordrage at lave mad. Faktisk ser jeg frem til den dag videnskaben opfinder en pille, hvori al næring er indeholdt. Det ville også være godt for planeten og ikke mindst dyrene, virkelig dyrevelfærd og bæredygtighed. Og så kunne man omdanne sit køkken til noget andet - gæsteværelse, bibliotek, kattehus.

Jeg synes at det er så tragisk at livet på Jorden er afhængigt af at fortære andre levende væsener - spis eller bliv spist. Og en gulerod er altså også en slags levende væsen!
Dette barbari vi alle er underlagt, de endeløse myrderier for at opretholde livet, udkrystalliserer sig i køkkener. Rene slagtehuse. Som vi alle har ret til på den fede måde.

Men det nytter jo ikke noget at gøre oprør mod selve livets vilkår - så er man jo sikker på at blive evigt nedbøjet og hvis man hører til dem der - som jeg - tror på at der trods alt er en mening med galskaben, at der er noget der er større end vores egoer og at vi alle uden undtagelse har del i det - ja så må man nok anlægge det synspunkt at Jorden er rig og alt levende er en gave, som vi kan vælge at tage imod med taknemmelighed.
Livet og døden og genopstandelsen er et evigt kredsløb, som man faktisk nok ikke behøver at opsøge erkendelsen af i hverken en ashram i Indien eller en kristen kirke i Bælum - man kan bare se ud på et træ i haven.
Hvert efterår visner og dør bladene, falder af, udånder med et suk på græsplænen, hvor de ligger og rådner (hvis man da ikke er så smart at man har en løvstøvsuger) og hvert forår skyder træet påny de skønneste lysegrønne nye sprøde blade. Og hvis det er et magnolietræ, så blomstrer det også for vildt!
Det samme træ. År efter år.
Jeg bliver nærmest lykkelig af at følge magnolietræets gøren og laden året rundt.

Det bekræfter mig i at der er et levende kredsløb på Jorden, livet er ikke lineært fra a. fødsel til b. død. Der er også genopstandelse, en evig levende puls i alt.

Og når jeg overgiver mig til den indsigt, så kan jeg også bedre holde køkkener ud. Og glæde mig  over vores nye induktionskomfur. En gevinst for os der ikke er fans af madlavning - det går hurtigere med induktion! Vi har skiftet de gamle klamme hvidevarer ud i vores lille hold-kæft-køkken og det  er både pænt og hygiejnisk.
Accept af livets vilkår. Glæde!


Alle har ret til et fedt køkken - så her er et billede af et magnolietræ




fredag den 24. marts 2017

Længslen efter orden

Tove Ditlevsen skrev engang i "En Sibylles bekendelser" at hun livslangt længtes efter "ordnede forhold"- efter den sidste flytning, i skabe og skuffer, i sin bolig og livet generelt.
Som læsere af hendes lange forfatterskab vil vide, så lykkedes det aldrig for hende, hverken i livet eller i boligen, hvor der livslangt stod en flyttekasse der "ikke lige var pakket ud efter sidste flytning" (for 3 år siden) og andre forstyrrende, uordentlige elementer, der dybest set plagede hende, men som hun bare manglede evnen til at ændre på.
Vi, som har læst hendes bøger, kan for evigt glæde os over hendes komplet fraværende ordens-egenskaber, fordi hun skrev så fantastisk underholdende om det og fordi hun gav os så meget gennem sit store talent.
Anerkendt i det finere, kulturelle selskab blev hun aldrig - man kan undre sig over det, stor-sælgende som hun var, men der er nok nogle hemmelige koder for det, som hun ikke havde adgang til, ligesom koden til det der med "ordnede forhold".
Nævnte bog fra hendes senere forfatterskab har jeg fået af min mor, den er udsolgt fra forlaget, men min mor havde en kopi og bogen er stadig en af mine yndlinge, som jeg jævnligt finder frem og læser udvalgte stykker fra.  Jeg er evigt taknemmelig for den bog!
Især når en overvældende trang til orden kommer op i min bevidsthed, efterfulgt af en ligeså overvældende magtesløshed overfor alt det jeg mangler at "ordne" i mit hjem, førend det står skinnende, enkelt, lysende, ryddeligt og med et lyksalighedens fatamorgana-skær  omkring mig, der yndigt slænger mig i en chaiselong, måske i sarte rosa farver (eller er det bare lyset)  uden skyggen af hunde- eller kattehår..
Dét øjeblik hvor der ikke er mere der skal "ordnes". Træværket er malet, haven har intet ukrudt, kun skønne blomster, alt tøj er sorteret og kategoriseret i rummelige, rene skabe.
Køkkenting, fodlister, gulve, møbler, skuffer og skabe - alt er rengjort, duftende af Ajax og inddelt i logiske kategorier og dørhåndtaget til badeværelset falder ikke af mere, listen på gulvet indtil køkkenet falder ikke op (ja det kan den godt)
Nu hvor jeg mangler den kode, som giver adgang til al den skønne orden, ganske som Tove Ditlevsen manglede den, så kan man jo godt tænke lidt over hvorfor skaberværket er indrettet som det er.
Hvorfor fælder hunde og katte, hvilken mening har ukrudt og hvad er i det hele taget ukrudt - på Jesu tid var fx påskeliljer regnet som ukrudt, men pga ham, som tog sig af alle svage, undselige, ydmyge, ophøjede man påskeliljen til en elsket blomst, associeret med Jesus selv.
Hvorfor har roser torne, hvorfor er der støv i luften (og hvorfor dælen skal det lige kaste sig ned i vindueskarmene her) Den slags tanker kan man jo få, i afmagt.
Er der en mening med kaos? SKAL vi absolut spæne rundt fra morgen til aften og forsøge at bringe alt i orden?
En klog mand, vist nok zen-mester, har sagt "ting er ikke noget i sig selv, kun hvad du tænker om dem".
Men hundehårene i sofaen taler for sig selv - det samme gør sporene efter katteklør i selvsamme sofa.
Jeg kan godt sidde her og filosofere og citere zen-mestre og forsøge at snakke mig ud af det.
Men der er ingen vej udenom: Jeg må ud efter bogen: En Sibylles bekendelser.
Ps jeg plantede påskeliljer igår. Det er da altid noget til hjælp. Nu hvor det er en legal blomst, godkendt af det finere kulturelle selskab.

Tak Tove, for at jeg ikke er alene!


tirsdag den 28. februar 2017

Hva nu, Amerika?

U.S. Capitol, election day 2016. Bemærk: Ingen egern.
Jeg er enig med John Cleese, som skriver at Amerika ikke kan administrere selvstændighed og derfor må tilbage under den engelske trone. De er jo slet ikke modne til at bestemme noget selv kan vi se, Queen Elizabeth må tage affære nu, det er i 11. time. Væk med Independence Day, Forfatningen og alt det andet pjat. Og forresten Valentines day, nu vi er igang - endnu en klam kommerciel fidus fra Guds Eget Land. Tilbage til Great Britain.
Nu skal englænderne jo ikke snakke for højt, efter Brexit. Var det egentlig en god idé, John Cleese? Jeg spørger dig, da jeg har mere tillid til komikere, end til de siddende politikere. Verden er jo osse én stor joke for tiden, så det forekommer meningsfuldt at spørge humorister til råds.

9. nov 2016 var vi i Washington for at følge det amerikanske valg tæt på, i orkanens øje - min datter, svigersøn og jeg - for at mærke den fantastiske stemning vi forestillede os der ville være, når verdens første afroamerikanske præsident overlod posten til verdens første kvindelige præsident for den vestlige verdens største, mest magtfulde land. En manifestation af at verden endelig er kommet videre mod frihed, lighed og søsterskab, at der er håb for os alle, at den amerikanske drøm og alle andre gode drømme ikke længere kun er drømme, men er på vej mod at realisere sig. Som Martin Luther Kings berømte "dream" blev virkelig i Præsident Obama.

Vi brugte election day på at slentre rundt i den store park foran Capitol, gå på det vanvittigt interessante Space museum (Ok, vi må blive enige om en ordning for NASA, det er fantastisk hvad de har udrettet, til glæde og oplysning for hele verden) det var solskin og mildhed og forventningens glæde ud over det hele.
Vi bevæbnede os med jordnødder, da parken er kendt for at være hjemsted for en masse egern, så vi satte os på plænen på den mest egern-venlige måde vi kunne præstere og spredte jordnødder omkring os - men ikke ét eneste lille egern var i syne eller værdigede os et blik fra et evt skjul (var vi sikre på) endsige nedlod sig til at indtage vores delikatesser.
Det var virkelig mærkeligt. Vi tænkte at vi nok skræmte dem og trak os væk og idet vi begyndte at gå væk derfra, gik en høj indisk herre ind i området og satte sig ned, ganske som vi lige havde gjort og begyndte at dele jordnødder ud til højre og venstre. Fra alle sider af parken og ned fra træerne myldrede de små egern nu talstærkt frem! Måbende så vi til mens det gik op for os at egern åbenbart kan skelne folk fra hinanden. Ihvertfald egernene foran U.S. Capitol - men hvad har de ikke også været vidner til gennem tiderne? Myrdede præsidenter fra Lincoln til Kennedy, Watergate og hvad har vi. Måske de har udviklet en sund skepsis, som ligger kodet ind i deres DNA og gives i arv og derfor lige ser deres folk an, inden de binder an med en jordnød.
Tydeligvis kendte de den indiske herre og stolede på ham. Vi måtte se i øjnene at vejen til et U.S. Capitol-egerns hjerte ikke blot er "a walk in the park".

Som aftenen nærmede sig, gjorde vi os klar til at følge det historiske valg på tv på hotellet og forestillede os at vi ville gå ud i byen til drinks senere og bidrage til den gode stemning, når sejren var i hus. Vi ville ikke gå glip af et eneste øjeblik af valget, så det var roomservice med tv-et kørende, øjnene på stilke og en stille boblende glæde i maven.
Da det første resultat tikkede ind på CNN, som bekendtgjorde at Kentucky gik til Trump, forvandlede vi os umærkeligt til en senere udgave af satireshowet "Saturday Night Live", idet vi  i kor sagde noget a la at det havde vi da også regnet med, at alle de blegfede tumper med svedende hængemave i undertrøjen og én tand, som jo allesammen bor i Kentucky, at de ville stemme på Trump! (Og ellers har vi ingen fordomme...) Men vi var da helt rolige. Ha! Kentucky, mand!! Men det havde vi som bekendt absolut ingen grund til at være og verdenshistoriens værste valg udspillede sig nådesløst for vores øjne, time for time, stat for stat, indtil det ikke ville have undret os spor om der havde stået "Armageddon" i neon på himlen over Capitol.

Gud mildner ikke luften for de klippede får, hovmod står for fald, vi stod op i øsende regnvejr næste morgen og undrede os hver især i tavshed over at byen overhovedet stod endnu. Folk så helt almindelige ud, på vej i alle retninger, som folk jo er. Vi var på vej til Florida. Som om det hjalp noget.
Det gjorde det nu alligevel med tiden og med Obamas ord: "The only thing that´s the end of the world is...the end of the world". Solen står også op imorgen, sagde han også, og det fik han jo ret i. Især i Florida, The Sunshine State. Jeg er dog sikker på at selv han blegnede, da valgresultatet var uomtvisteligt.

Men hva nu, Amerika? I har valgt en ustabil narcissist med nationalistiske storhedsdrømme til statsoverhoved. Det er set før i historien, og belært af dén er vi her i Europa ikke glade for den slags. Vi kan ikke bare se passivt til mens historien gentager sig.  "Make America great again". Det kan vi i og for sig godt gå med til, kun med en enkelt lille ændring:  Make America Great Britain again.

Jeg ville gerne vide hvordan de mange U.S. Capitol-egern har det nu. Hvad tænker de? Mon de overhovedet er der endnu? Jeg håber de ikke er udvandret, men bare ryster på deres små egernhoveder over mennesket, alt imens de mødes og udveksler med den indiske herre. De er kloge, de egern.  Jeg vil ikke blive forbavset, hvis de finder på at danne kæde ved den mexicanske grænse en dag og saboterer ethvert forsøg på murbyggeri.







onsdag den 17. august 2016

Hvorfor man altid skal handle i Silvan

BAHCO - markedets bedste nedstryger

Når man er blevet husejer i en høj alder, er der mange ting man ikke ved. Mange ting. Rigtig, rigtig mange ting!

Da vi flyttede ind i dette gamle, skønne hus for to år siden, skortede det da heller ikke på kærlige advarsler fra nær og fjern - fra "er I nu klar over hvad I kaster jer ud i" til den mere direkte "lad være!! I kan ikke finde ud af det!"

Indrømmet: Vi er ikke de mest praktiske mennesker på jorden. Nogen vil sige at vi er lidt på månen.

Fx er det jo lidt flovt at man opbragt har ringet efter et VVS-firma, fordi vandet udenfor ikke virker, kun for at blive åbenbaret for den lille, nærmest usynlige, blå hane, der sidder inde i et skab i bryggerset og som man skal dreje MED URET, som den meget, meget venlige VVS-mand forklarede med rolig og uendelig tålmodig stemme.
Og abrakadabra - der kom vand ud af hanen udenfor!

Det blev lige 1200 kr.

Ok, han skiftede også en termostat på en radiator, der pludselig ikke kunne lukkes, men han var her i 10 min, noget af en timeløn.
Vi betalte alligevel med glæde, fordi han var så flink og fordi man skal lære af sine fejl. Dette var en unik lektion i at man altid, altid skal tjekke sine skabe for små, mærkelige ting, inden man ringer efter VVS!

I w.e. manglede vi så en nedstryger til at save en rullegardinstang til. Og jeg frekventerede den lokale Silvan, som jeg ofte gør.

Jeg fandt en hel sektion med nedstrygere i alle afskygninger og mærker og stod og læste på mærker og priser, mens jeg overvejede...
I løbet af et splitsekund stod der en kompetent sælger ved min side.
Jeg fremførte mit ærinde og ville gerne give indtryk af, at jeg faktisk har lidt forstand på værktøj, så derfor sagde jeg at jeg gerne ville have en Bosch.
Det viser sig så at Bosch kun laver elektrisk værktøj som boremaskiner, skruemaskiner osv...(nå ok..)

Men hvad så med den Black & Decker dér, sagde jeg selvsikkert og pegede på en orange sag, som så ikke var i nærheden af at være en Black & Decker, da de slet ikke laver nedstrygere.

Den kloge, kompetente sælger sagde nu: Skal du have en almindelig nedstryger eller skal du have lækkerier?
Det er ualmindeligt godt opfanget af ham og fremført så tilpas respektfuldt og samtidig med en beredvillighed til at hjælpe kunden, som øjensynligt er lidt på månen, men hun vil gerne lære og hun er ikke en klamphugger!

Jeg skulle selvfølgelig have lækkerier, for det var helt rigtigt opfattet af den kompetente sælger - vi er lidt på månen, men vi er ikke klamphuggere!
For hvis man gerne vil lære at blive en habil husejer og amatør-håndværker, så må man som minimum have værktøjet i orden!

Da jeg gik derfra med min Bahco nedstryger var jeg så ualmindeligt glad!

Jeg mærkede suset fra Homo Sapiens udvikling gennem æoner - fra den første primat, der lærte sig selv at bruge en knogle som redskab, til den vægtløse kuglepen der drejer rundt i et rumskib - også kaldet århundredets filmklip fra den berømte "Rumrejse 2001".

Dem vi er! Homo Sapiens!

Der kan lære nye ting og udvikle os, uanset hvor ubehjælpelige vi er og har været engang og uanset hvor tumbede vi er idag - vi har fyldt oceanerne med plastik, vi har lavet hul i ozonlaget - ja!
Det har vi, men vi er også igang med at finde nye veje, bæredygtighed, at rense oceanerne, Freon i sprayflasker blev forbudt og det har virket - ozonlaget heler!

Vi har lavet så mange ulykker, at det er helt håbløst at nævne bare de nuværende, men vi er her endnu og der ér også mange gode kræfter i os og vi prøver i det mindste at blive klogere og bedre!

Skal man tro populærforfatteren Jean Auel, der har skrevet serien "Jordens børn", så uddøde Neanderthalerne, fordi de ikke kunne tænke nye tanker, de kunne ikke tænke fremad og skabe noget nyt.
De blev ved med at overlevere gamle færdigheder og erindringer, de gik i stå på et bestemt udviklingsniveau og blev der.
De tilpassede sig, men opfandt og lærte ikke mere noget nyt. Og uddøde.

Mens Homo Sapiens blev ved med at komme op med noget nyt, prøve nye ting af, lære nyt, kaste sig ud, gå nye veje, lære af vores - ofte dyrekøbte - erfaringer. Som vi stadig gør.

Nu er hun en forfatter af fiktion, men hun har forsket en del, for at skrive sine bøger og det kunne jo godt være sandt at det var sådan.

Og det er derfor, med hele vores æonlange udvikling i ryggen at jeg nu tør stå mentalt op på et højt bjerg med min Bahco nedstryger i hånden og deklamere for jer alle: Vi kan godt! Vi kan lære nyt! Vi har været konkret på månen! Kast jer ud i nye ting! Gå nye veje! Tro på jer selv! Vi skal sgu nok redde planeten og alt levende, for vi er dem vi er, Homo Sapiens!

Når bare vi husker at handle i Silvan!




onsdag den 3. august 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 8.del



Når man ser det hele sådan lidt fra oven
8. Perspektiv på tilværelsen

Siden jeg skrev sidst, er der sket meget.

Herunder flere terrorangreb i Europa, England har meldt sig ud af EU, Donald Trump kan blive præsident i USA og der er stadig krig i Syrien.

I den lille verden har vi vores gode helbred, hinanden, en glad, kreativ voksen datter og ditto svigersøn, gode, skønne søstre og svogre, med tilhørende niecer og nevøer, en enkelt mor, arbejde, hus og have, gode venner. Og pejs!!

Det er jo ikke nogen selvfølge! Så kunne man lige huske at være lidt taknemmelig...

Det er den slags man skal huske på, når ens dyr stadig ikke er blevet venner og huset stadig er opdelt i en kattezone og en hundezone.

Og der stadig ryger katte op i træerne, når de møder hunden i haven. Og hunden stadig ikke har lært at lade være med at løbe ned og gø ind af kattelemmen.
Også selvom han har oplevet, at der sad en kat indenfor og ventede, med kløerne fremme, så da han stak sin gøende næse ind af lemmen, fik han én på bærret, WONGO-PIIV.
Han spæner stadig gennem haven og ned til kattelemmen og gø´r ind af den..


Så er det man skal tænke - jamen så er det jo godt at vi har store, gamle træer. Og et hus der er stort nok til begge dyrearter.

Og skulle man aldrig få større problemer, end at ens dyr ikke omgås hinanden uden knur, hvæs, store træer, gøen og hattehylder, skabe og tråddøre, piv-hvæs-snerre, så har man været mere end almindeligt heldig!

Ingen katte er gået hjemmefra, derimod har de indrettet sig - de er blevet natdyr helt i overensstemmelse med deres natur.
De farer ud og ind af kattelemmen natten igennem og rundt i hele huset, når Manne er gået iseng og døren lukket til soveværelset - ud på morgenen kommer de ind og spiser og lægger sig rundt omkring i kattesofaer, sækkestole, hattehylder med havehynder og vasker sig grundigt og falder i søvn og sover det meste af dagen.

Tit har de også et par døde mus med ind, som de lægger et synligt sted til os - ren kærlighedserklæring.

Nogle gange har de ædt det meste af musene, men efterlader altid et lille hovede til os, eller lidt indvolde.

Deres nyvundne frihed, nu hvor kattelemmen ikke bliver låst på noget tidspunkt af døgnet mere, bruger de blandt andet til at fare ud, når jeg finder støvsugeren frem - uanset vejr og vind, suser de ud af klappen og  over i den udestue jeg har bygget til dem.

"Udestuen" er et åbent brændeskur med tag over, hvor jeg har lavet en høj kasse med bløde tæpper udenfor Mannes rækkevidde.
I forbindelse med udestuen, har jeg stablet nogle gamle fliser op, som fungerer som kattetrapper, så de legende let kan komme op på taget og ikke mindst: Ned igen!

Mere end én gang har jeg set lille mormis Petit, stå og drikke vand af tagrenden midt om natten. (Nej, der skal ikke være vand i tagrenden! Men det må blive et andet blogindlæg..)

Manne er en glad hund, der har knyttet sig til os begge og som elsker at lege Frikadelle med ægtemanden i haven om aftenen.

"Frikadelle" er: 1. At skære to små frikadeller ud i små bidder og fordele dem i haven, 2. lukke Manne ud i haven.

Han har lært at gå pænt, møde andre hunde og så er han en selskabshund, der elsker at komme med i byen.
Hver dag er han på en lang tur i skoven og han er begyndt at løbe uden snor derovre, i korte perioder. Øvelsen er at han skal komme tilbage når man kalder, hvilket går rigtig godt.

Det eneste der er svært for Manne at lære, er at lade være med at løbe efter kattene! Hvorfor integrationen nærmest bliver umulig!

Den senere tid har jeg tænkt på en bog og en person, der rystede mig dybt i min ungdom: Malcolm X.

Han skrev om det modsatte af integration af sorte og hvide i USA - segregation. Hans tanke var, at USA skulle deles op i sorte og hvide stater, da han mente at forskellene og hadet var så stort, at fred kun kunne opnås ved at opdele landet og lade være med at omgås hinanden.
Dengang syntes jeg det var en helt umulig tanke og uendelig trist, men hans argumenter var knivskarpe og uafviselige.
Det var en måde at skabe fred og frihed på for begge parter.

Jeg ser en tydelig parallel her i vores lille hjem.

Men nu skal man jo også lige klappe hesten og ikke identificere sin egen lille verden med den store, det er trods alt tre katte og en hund i et lille, almindeligt hus, ikke flere millioner mennesker i et kæmpestort land!

Så jeg bevarer lige min proportionssans. At huske: Perspektiv!

Ps: I HAVE A DREAM...!













fredag den 25. marts 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 7.del

Zen og en tyggebold i snor




7. Det lange seje træk


Der er gået nogle uger, siden jeg har opdateret bloggen. Det skyldes at jeg har håbet at kunne poste et billede af Manne og tre glade katte, eller i det mindste bare én glad kat og Manne, sammen i harmoni, eller bare i det samme rum...

Men det er altså ikke der vi er.

Tråddør er nu forlængst installeret og har delt huset i to, som en hullet Berlinmur. 

Den i tråddøren indbyggede kattelem vil ingen benytte, alle katte er bange for den, måske fordi den klaprer så de ikke kan snige sig lydløst igennem.
Ideen med at lade dyrene mødes ved muren og udviske kulturforskelle i en tryg atmosfære, er kuldsejlet af den enkle grund at kattene ikke søger denne enestående mulighed, selvom Manne står med næsen mod trådnettet og gerne vil inhalere dem på venskabelig vis.

De går simpelthen bare deres vej, når han står der med alle sine logrende talenter og undlader at gø, fordi vi sidder med en bøtte godbidder og fodrer ham. Han er således i sit mest venlige, hyggelige humør og indkasserer højst et kort blik fra en enkelt kat, der øjeblikkeligt forsvinder ud af syne.

Trods disse mørke skyer over integrationsprocessen har vi nu igen 4 glade dyr, 3 med høj haleføring og 1 med logrende ditto.

Kattene har indrettet sig i deres del af huset og elsker deres udvendige kattelem og ubegrænsede adgang til frihed.
I 3 uger har lemmen været klæbet op, så den var åben, så de kunne lære at bruge den. Da Tao også havde lært det, en uge efter de andre to, plus en uge til at blive fortrolig med det, lukkede jeg "klappen" ned og puttede alle katte gennem den efter tur.

Alle lærte straks at gå ud af den, men ikke at gå ind! Ikke tale om at de kunne finde ud af det, no way! Men jeg har luret dem! Når vi ikke er hjemme kan de godt finde ud af det, men når vi er her er det meget federe at stå og miave ynkeligt og udføre det gode gamle "jeg er en forladt lille kat der er blevet lukket ude i uvejret, hvorefter fæet kommer løbende og lukker mig ind og vælter godbidder ud i en lind strøm"- trick.

Før jeg har kunnet skrive så afslappet om det, har I nok regnet ud at jeg har taget adskillige ture gennem haven i mørke og al slags vejr, for at overbevise de kære små om at man altså også kan gå IND af den kattelem, som de straks lærte at gå ud af! 

Der er mange dejlige liggesteder i katteafdelingen og jeg opholder mig efterhånden en hel del i den del af huset.
Langsomt, men sikkert, defilerer jeg ned i den del og indretter mig umærkeligt. Hvilket støtter den antagelse, at det  ikke er mennesker der har katte, det er dem, der har os.

Vi har nu pillet "klappen" af den indvendige kattelem, så der bare er et hul kattene kan gå lydløst igennem.
Det gør de med stor glæde, når ægtemanden har taget Manne med i seng og lukket døren. Så kommer de susende og indtager resten af huset, som de plejer.
Men ikke ti vilde heste kan drive dem igennem når Manne er her! Jeg har selvfølgelig overvejet at spraye Manne med FELIWAY fra CEVA. Måske gør jeg det en dag..

Men forleden aften skete det faktisk at lille Petit sneg sig op i stuen, hvor vi sad med Manne. Lydløst lagde hun sig ude af syne og faldt endda i søvn!
Naturligvis ikke i det nye champagnefarvede gulv-til-loft kattemiljø, hvor hun kan ligge i absolut sikkerhed.
Det er nok bare ikke så cool som at lægge sig på gulvet bag sofaen en meter fra ham, der intet opdagede.

Eller også virker det stress-reducerende kosttilskud jeg kommer i deres mad.

Det er gået op for mig at der ikke findes et teknologisk fix, som tråddøre, hundegitter med kattedør (nylig indkøbt) kosttilskud, kattelem uden lem og tonsvis af andre hjælpemidler, der kan skabe den endelige integration - kun Zen og kunsten at vedligeholde sin tålmodighed.






lørdag den 5. marts 2016

Kunsten at integrere en voksen hund med tre sure katte, 6.del






Love is all around us


6. Kærlighed på flaske


Lad mig bare indrømme det med det samme: Denne blog er sponsoreret af FELIWAY fra Ceva Animal Health Ltd.!

Vi har haft et gennembrud! 

Hvad pædagogiske strategier, opdeling af huset, legetøj, indendørs kattemiljøer, masser af godbidder, gourmetmåltider, sove hver for sig med hver sin dyreart, masser af opmærksomhed, skærmning, ikke skærmning, kattelem installeret, kattelem åben, kattelem lukket - ikke kan, det kan FELIWAY fra CEVA!

Jeg havde ellers tabt min tro på FELIWAY fra CEVA, da jeg ikke synes de tre flaconer i stikkontakterne virker.
Men igen - man ved ikke hvor sure kattene havde været hvis de ikke var der..

Den ene af hankattene, Tao, har været væk i længere og længere tid dagligt - efterhånden kom vi op på 12 timer dagligt helt fast. Så kom han ind og spiste og skred igen.
Til min store skræk og rendyrkede sorg. 

Jeg har kaldt og kaldt, løbet til vinduerne hver halve time, lusket rundt i haven i al slags vejr, sovet lige foran havedøren med et halvt øje åbent, så jeg kunne se hvis han kom op på terrassen. 
Det gjorde han nogle gange - uden at ville ind. Hvorefter det af og til lykkedes mig at lokke ham til mig og derefter, som en slanges hurtige hug, gribe ham og slæbe ham ind og blokere udgangen. 
Så hoppede han op på pejsen og ved mindste anledning sprang han ned og plagede om at blive lukket ud igen. 

Jeg har været så bange for at han skulle gå hjemmefra! 

Han er et følsomt væsen. Man kan nok betegne ham som "særligt sensitiv", selv i katteverdenen, hvor alle eksemplarer af Felis Catus jo nok må betegnes som sensitive. Han reagerer altid lidt voldsommere end de to andre, på forandringer.

Fx lå han to dage bag et skab, da vi flyttede for 1,5 år siden. De andre to var også utrygge, men vovede sig trods alt hen til madskåle og lidt længere ud i rummet efter en dags tid.

Men ikke Tao. Som er mere Tage end Tao..Faktisk er navnet Tage blevet hængende ved ham (tak Junior!!!) fordi hans temperament på ingen måde er beslægtet med den ophøjede balance, hans navn indikerer.

Det skal siges, at efter jeg flyttede fra sofaen i stuen og ud i gæsteværelset, som er en del af husets midlertidige katteafd., er det lykkedes at holde ham inde om natten uden konstant hylen og kradsen på døren for at komme ud.
Han er hoppet op i sengen når jeg er gået iseng, helt som han plejer, de sidste 3-4 nætter.

Men kun fordi jeg har lukket kattelemmen, meget upædagogisk iflg eksperterne, det må man aldrig gøre i opstartsfasen, men ekstreme tider kræver ekstreme handlinger, desværre! 
KLAP, i med kattelemmen!!
Sometimes a crazy cat lady´s gotta do, what a crazy cat lady´s gotta do!!

Men ved 04-05 tiden om morgenen er en veritabel hylen og råb om frihed slået igang igen og jeg har åbnet kattelemmen og lukket både ham og de to andre ud.
De to andre kommer altid tilbage, efter nogenlunde samme tidsrum, som de gjorde inden Manne flyttede ind.

Men ikke Tao.

Han var skredet. Og kun når sult og kulde drev ham tilbage, og jeg havde kaldt mange, mange gange, kom han hen til kattelemmen (som de to andre hopper frejdigt ud og ind af) - stak sin aristokratiske næse ind af den og hylede igennem. Uden at gå ind!
Når jeg gik hen til ham, løb han.

Ved hjælp af godbidder lagt lige indenfor i en stribe under kattelemmen, fik jeg ham tilsidst ind.
Og tro mig: Han prøvede om han kunne nå dem, uden at få bagkroppen igennem lemmen!
Så jeg flyttede dem lidt længere væk og ind kom han til sidst.

Homo Sapiens - Felis Catus: 1-0

Igår kom FELIWAY fra CEVA med posten. Inat sprayede jeg kattetårnet i stuen med det og lokkede ham op til det, efter at ægtemanden havde taget Manne med i seng og lukket døren. Fri bane!

Og miraklet skete! Sjældent har jeg set en kat blive så kærlig! Han smøg sig rundt om tårnet, lå på alle afsatser, spandt og rullede rundt og faldt i søvn med et hengivent udtryk i sit lille, aristokratiske katteansigt!

Efter en tid gik han lykkeligt med i seng uden at plage om udgang.

Imorges åbnede jeg kattelemmen og alle gik ud. Universet gav en hjælpende hånd: Det øsede ned!

De andre to kom hurtigt susende ind af lemmen igen - og med et kæmpe BANZAIIII hoppede Tao ind af sig selv lige bagefter!
Nu, flere timer efter, ligger han stadig og sover derude, med en åben udgang og friheden lige foran sig.
Jeg snedige rad har naturligvis været der og sprayet lidt diskret rundt omkring.

Han er her endnu. Han har valgt med hjertet at blive hos mor og FELIWAY fra CEVA <3